Er Todbjerg Tårnet blevet renoveret?

Er Todbjerg Tårnet blevet renoveret?

Todbjerg maj 2017

Åbent brev til Tårn Lauget og beboere i Todbjerg og Todbjerg-Mejlby Sogn.

Den 15.6.2017 fylder Tårnet 90 år og har siden stået som et unikt vartegn for Todbjerg og omegn. Mange har gennem tiden gjort et godt stykke arbejde for at passe vores Tårn og det har modstået alt slags vejrlig, men som med alle bygninger er det nødvendigt med vedligeholdelse og pasning af Tårnet.

Der har været afholdt mange jubilæer ved Tårnet og i de sidste 25 år har der været afholdt Grundlovsfest med mange prominente talere fra såvel Aarhus Byråd, Folketinget som privatpersoner. Todbjerg Tårnet er også et særligt udflugtsmål for mange mennesker fra nær og fjern, da Tårnet jo kan ses ”viden om”.

Om Tårnets historie henvises til bogen ”Sider af Todbjergs historie” 2009.

Det har dog rystet mig og mange andre i Todbjerg, at den nuværende udvendige renovering ser ud til at være færdiggjort med et ikke særligt godt resultat. Tårnet er ikke til at kende og selv fundamentale murerfaglige principper ser ikke ud til at være fulgt.

 

Fugerne er blevet renset, men der er så brugt strandmørtel og ikke bakkemørtel, som er det materiale Tårnet er bygget af og som stadig bruges til renovering af gamle bygninger. Fugningen af 2/3 dele af Tårnet – hvorfor den øverste 1/3 ikke er omfuget står hen i det uvisse –  er udført på en sådan måde, at samtlige røde gamle mursten er smasket til med strandmørtel og disse er ikke renset og afsyret mens det var vådt, som er et klart murerfagligt princip. Den udvendige facade fremstår mest som en halvfærdig vandskuring.  De nederste kampesten er ligeledes sprøjtet til med strandmørtel og almindelig oprydning af murerbrokker mm udenfor er heller ikke gjort.

Det skal dog roses, at ”Mølle-symbolet” over døren fremstår pænt og tydeligt. Det kan også undre, at dørpartiet ikke også er blevet renoveret, men alt koster jo.

Som Tårnet står i dag er ikke noget kønt syn og firmaet bag renoveringen bør modtage et stort erstatningskrav eller lave en ny renovering under kyndigt fagligt tilsyn.

Tårn Lauget må jo have en skriftlig kontrakt hvor betingelserne er beskrevet og har Lauget godkendt det færdige resultat? og er medlemmerne af Lauget tilfredse med resultatet ?

Det kan være vanskeligt helt at finde ud af hvem der sidder i Lauget, da det i alle 90 år har været en selvsupplerende bestyrelse uden almindelige demokratiske principper.

Det koster penge udover frivillig arbejdskraft at holde vores Tårn, så derfor vil jeg foreslå her i året for Tårnets 90 års fødselsdag, at der oprettes en lokaldemokratisk forening: ”Todbjerg Tårnets venner”.

Vi har i mange, mange år haft et fælles og demokratisk foreningsliv i Todbjerg og i Sognet, hvor bestyrelser bliver valgt på en årlig generalforsamling. Herefter leder bestyrelsen arbejdet og fremlægger hvert år beretning og regnskab. I Todbjerg har vi Forsamlingshuset, Todbjerghus og Todbjerg Vandværk som alle fungerer efter demokratiske principper og hvor der betales medlemskontingent, bortset fra Vandværket.

Det foreslås hermed, Todbjerg Tårnlaug nedlægges og der indkaldes til en stiftende generalforsamling, der vælger bestyrelse, som selv vælger formand, kasserer mm og udarbejder vedtægter, medlemskontingent.

Her i 2017 må der skabes åbenhed, demokrati og sammenhold om vores helt unikke vartegn.

Jørgen Steen Hansen

Smøgen, Todbjerg

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder, Tårnlauget. Bogmærk permalinket.