Beretning 2017

Formandens beretning 2017.03.02

Stor tak til hele bestyrelsen, for et fantastisk samarbejde. Vi har været et godt team, hvor de enkeltes kompetancer og medansvar for huset, har fundet et rigtig godt leje.

Mogens og Kurt har stået for ombygning af gang, toiletter + ny fordør – og med god arbejdsindsats, har vi fået renoveret det hele for knap 44.000 kr.

Torben har været tovholder i forbindelse med de nye vinduer – og har også afsluttet alt det ufærdige el arbejde i huset – samt mange småreparationer i huset, og så har han sat en ny lampe med censor op ved køkkendøren.

Bodil skal have tak for sit gode overblik i forbindelse med, at få alle vores fællesarrangementer op at køre, det gælder både Sct. Hans, Høstfest og Banko. Og også tak for det konkrete arbejde, med at sætte varme på i huset ved arrangementer og senere optælling efter hver udlejning. Også tak for din fine måde at samarbejde konkret med udlejere, når musikken går for højt.

Tak til Minna for skiltemale arbejde + blik for at vi nu snart skal have malet paneler.

En stor tak til alle for fælles indsats ved vores egne arrangementer – og også en tak til den gamle tennisklub, for stadig at arrangere Grundlovsdag ved Tårnet.

Markedsdagen, som tidligere blev afholdt i august, er flyttet til maj. I år var der både indslag af det lokale børnebigband og hundetræningsfolk. Det var fine indslag fra begge sider, og en god ide med indslag på markedsdagen. Der skal lyde en tak til Lisette, for at være primus motor i dette arrangement.

En særlig stor tak, skal lyde til Karin, for at have styret både regnskab og udlejning med hård og kyndig hånd. Karin har ydet en kæmpe indsats, og der har virkelig været et godt overblik og styr på tingene. Karin har været fantastisk til at holde hånd i hanke med udlejning, indbetaling og nogen gange tilbageholdelse af depositum. Karin skal have en stor ære af, at der er penge på kontoen, således at der er penge til nyanskaffelser og vedligeholdelse af vores hus. Og også en tak til Anders, for altid at have været beredvillig med en ekstra hjælpende hånd.

I år har vi bla. Indkøbt en ny gulvvaske maskine – en maskine der tørre gulvet straks det er blevet vasket. Vi har indkøbt en ny lille fryser i gangen + svaleskab til salen. Desuden har vi udskiftet det ene køleskab i køkkenet, med hjælp fra Thomas fra Smøgen. Vi har også indkøbt en ny container, som skal placeres bag gavlen. Den skal bruges til opbevaring af udemøbler, som pt. Står i kælderen.

Jeg vil også gerne rette en tak til udeudvalget. Takken er særligt adresseret til Jeppe, Torben, Ib, Mogens og Jørgen. De gjorde alle en stor indsats efter stormen sidste forår, hvor der var store væltede træer, som skulle fjernes. Derudover en tak til Torben og Jørgen for at rense søen op, tak til Ib og Jeppe for at lave trappetrin ved trampestien. Tak til Jeppe for en stor indsats, for at klippe græsskråningen på trampestien. Også tak til Preben og Thomas for at klippe hækken, den indsats er vi meget glade for.

På sidste generalforsamling blev det påtalt, at der var nogle lydgener for naboerne, specielt i forbindelse med ungdomsfesterne. I den forbindelse har vi gjort nogle tiltag. For det første er det besluttet ikke at leje huset ud til ungdoms fester fra maj til og med september – og der skal ligeledes være slukket for musikken kl 02.00. Vi overvejede at anskaffe en sound guard, men prisen var ret høj, så vi valgte i stedet at få nye vinduer med tykt lydglas, som vi så håber kan være med til at dæmpe generne for naboerne.

Vi vil gerne takke Todbjerghus for et tilskud på 20.000 kr. til de nye vinduer.

Også tak til Erik – som har repareret vores forhæng endnu engang. Denne gang har han sikret forhænget med en hængelås, som forhåbentlig forhindrer leg og i gardinerne. Ligeledes er snortrækket bag scenen og så blevet låst inde i sin helt egen – og hjemmelavede boks.

En særlig tak skal også lyde til Ib, fordi han påtager sig ansvaret med at holde styr på forsamlingshusets regnskab. Og også tak til Ib og Anne Marie for gentagne gange at have vasket vinduerne i forsamlingshuset.

Sidst, men ikke mindst, tak til Dan, for beredvillig hjælp omkring pc, hjemmeside m.m.

Visioner for det næste år :

Ny P- plads overfor petanque banen

Flisebelagt gårdmiljø

Færdiggørelse af broen

 

Formand for forsamlingshuset : Kirsten Pedersen