Lufthavnssag – Nytårsstatus

Indsendt af Poul Skovbjerg Jeppesen på vegne af grupperne: ”NEJ til ny lufthavn” og ”Gruppen for Århus Lufthavn i Tirstrup”

Pt. arbejder et konsulentfirma for Aarhus Byråd på at lave de ”lektier”, som borgmester Jakob Bundsgaard og Rådmand Benyamin Simsek fik med hjem fra et besøg hos bygnings-transportminister Hans Christian Schmidt i september. Det er opgaver, som skal afklare en række forhold, der ikke blev belyst i den udarbejdede rapport fra firmaet Grontmij. Resultatet af det arbejde kan bane vejen for en lufthavn ved Thomasminde- eller, som vi håber, blive en endelig stopklods for projektet. Konklusionen, som skal komme fra ministeren, forventes at foreligge inden for ½ år.

Hvis konklusionen åbner mulighed for at fortsætte forløbet, kan byrådet igangsætte en VVM undersøgelse, som er af en langt mere omfattende karakter, og som kan forventes at tage flere år. Resultatet af den er det saglige grundlag, som Aarhus Byråd skal beslutte sig på. Afgørelsen er politisk og kræver altså en flertalsbeslutning i byrådet. En ja -beslutning for en ny lufthavn er dog ikke ensbetydende med, at hele vejen er banet. Sagen skal videre til EU, som ud fra et lov/regelsæt om lufthavnsplacering skal give grønt eller hellere rødt lys, som endegyldigt kan lukke for planerne.                                                                                                                                                                              Bliver der givet grønt lys er bolden igen hos Århus byråd, som skal finde finansiering af projektet, hvis den politiske overvægt stadig er for en ny lufthavn. Lykkedes det, skønnes en etableringsproces, at kunne vare ca. 10 år fra nu.

Som det fremgår, er beslutningskompetencen placeret ved Aarhus byråd, med mindre lovmæssige, faktuelle forhold, ministeren eller EU- bestemmelser stopper projektet.

Lokalt har vi derfor koncentreret en stor del af vores indsats på, at finde saglige argumenter vedr. natur/miljø, bebyggelse o.a. som er formidlet videre til hver især af byrådsmedlemmerne, for at gøre dem opmærksom på forhold som Grontmij rapporten ikke har medtaget i deres analyse. Og også for at give dem et nuanceret og sagligt grundlag til at træffe en beslutning på – og endeligt for at flytte den politiske overvægt i byrådet til et nej til en ny lufthavn ved Thomasminde.

Senest har John Hedegaard og Thomas Braad Perret- Gentil arrangeret en bustur for byrådsmedlemmer og pressen. Der var en positiv opbakning på 15-20 deltagere med borgmesteren i spidsen, som fik en fin saglig rundvisning med miljø og-bygningsmæssige kommentarer, samt et fint kompendium om faglige om saglige synspunkter. Turen gav positive tilbagemeldinger, og en kontant kommentar fra et garvet byrådsmedlem – ”hvorfor lukker vi ikke det projekt ned med det samme” Det var at håbe på, men i første omgang må vi afvente og se resultatet af borgmester, byråd og konsulenters hjemmearbejde fra ministeren.

Repræsentanter for vores grupper har også sammen med folketingsmedlem Leif Lahn været på besøg hos ministeren for at forelægge vores synspunkter på lufthavnssagen. Hvilket efterfølgende blev beskrevet som et positivt møde med en lydhør minister.                                                                                                                                                                     Ligeledes har vi haft informationsmøde på Aarhus Lufthavn i Tirstrup med Direktør Peter Høgsberg, som gav udtryk for, at der absolut er udviklingsmuligheder for Aarhus Lufthavn på nuværende placering i Tirstrup.

Vi fornemmer generelt, at der både politisk og i befolkningen er en stigende skepsis for investering i en ny lufthavn med de økonomiske og miljømæssige følger det kan få. Så vores fornemmelse af den fremtidige afgørelse hælder til, at der næppe bliver noget, der kommer til at hedde ”Aarhus lufthavn ved Thomasminde”.

Følg med på facebook- siden ”NEJ til ny lufthavn” – hvis du vil vide mere.

———

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.