Nyheder fra Stengaarden

                                       12. juni 2020    

Så har Mette Frederiksen givet lov til lidt større forsamlinger og vi iler til med to arrangementer den samme dag. Vi holder indvielse og åbent hus for smedeværkstedet den 27. juni fra kl 15.

Dette arrangement går kl 18 over i fælles festmiddag og aftenhygge.

Men først vil jeg lige sige tak for en forrygende arbejdslørdag den 6. juni. Vi var ti til morgenkaffe – heraf 4 børn i højt humør. Flere kom til. Der var lagt op til mange vigtige opgaver – og vi fik klaret dem alle! Der skulle ryddes en plads i skoven til et nyt bålsted, slæbes kantsten til og etableres siddepladser af stammer og stubbe. Gitte ryddede en ”kærlighedssti” igennem skoven og plantede liljekonvaller (det er jo forår). 

Klatretårnet blev meget kontrolleret nedtaget efter alle ingeniørkunstens regler, skilt ad, renoveret og malet af Karina og Michaels 3 knejter. Godt arbejde! Lugerne og den store port blev malet i den nye ”italiensk rød” som vi er så stolte af. Hans malede det nye arbejdsbord. Lene og Keld fik sat skik på ”staudebeddet” ud mod Grimsbrovej. Lis sørgede dagen igennem for noget til maven og ganen og til sidst kom Dinna med en hel bakke kager til kaffen – tusind tak for det.

Bålet blev allerede tændt om eftermiddagen og om aftenen sluttede vi af med pølser, kartoffelsalat og pandekager. Madicken fik i hvert fald mindst 5! 

Og så drøftede vi fremtidsplaner i lejrbålets skær: Hvad med et par scheltere om bålsteddet? Skal vi være med til at lave en brødudlevering for Dinnas brød? Og hvad med et ”Pitstop” for tørstige cykelryttere? Mange tak for en meget lang og meget arbejdsom dag – min skridttæller rundede i hvert fald 18860 inden jeg ramte dynen.

                                    Indvielse og åbent hus

for smedeværkstedet på Stengaarden lørdag, d. 27. juni kl 15

Efter meget arbejde og mange forberedelser glæder vi os nu til at kunne åbner den nye port for jer allesammen. Vi har bestræbt os på at sammensætte et program, der gerne må inspirere alle til at deltage i værkstedets udskejelser de kommende mange år. 

Vi vil fortælle om værkstedets tilblivelse og ide. Og vi vil vise de almindeligste aktiviteter i et metalværksted, men vi vil også gerne vise hvor bredt favnende et sådant værksted kan være.

Vi har således inviteret vidt forskellige aktører indenfor ”metalformning”:

Kunstner og billedhugger Torben Klostergård fra Hornslet vil vise hvordan han skærer skulpturer i forskellige materialer, laver sandforme og støber i bronze.

Alkymisten Ole Baasch fra Lindå vil lave et ionbyttebad til forsølvning af f.eks. et smykke.

Vores egen Michael (fra Kolding, snart Århus) er blikkenslager og vil vise hvordan man fremtryller en ”Dixi” madkasse af blik med et bukkeapparat.

Måske får vi også ild i essen, så vi kan se hvor blødt jern kan blive.

Hele dagen vil blive krydret med aktiviteter og fortællinger – og baren er åben i teltet!

                            Festmiddag med lakselasagne, dessert og kaffe

Kl. 18 går festlighederne over i aftenprogrammet. Fri dresscode. Åben for alle – tilmelding 3 dage før.

John Jensen (JJ Fisk) har igen lovet at servere en fiskeret på gården – lige inden han drager af til Thailand. Tak til John – det er vi meget taknemmelig for.

Middagen koster 100,- kr som betales ved arrangementet. Der kan købes øl, vin og vand. Børn deltager for 40,- kr.

Corona-restriktionerne begrænser antallet til 50 – men kom og vær med til at gøre dagen festlig.

Vi får helt sikkert en hyggelig aften.

Vel mødt ”Stengaardend Venner”                                     

Tilmelding til Peter 40296869

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.