Sig velkommen til Mohammad

Mohammad har overtaget driften af Sam´s Pizza her i Todbjerg. Der er sikkert nogle, som allerede har bemærket, at der er kommet nye kræfter til. Sam har måttet erkende, at hans diskusprolaps giver for mange smerter til at kunne fortsætte. Så mange tak til Sam, som gennem mange år har drevet pizzariet. I vil sikkert fremover stadig kunne møde Sam i byen, da han er blevet rigtigt glad for Todbjerg og dens beboere.

Mohammad har rigtigt glædet sig til at kunne overtage pizzariet og har allerede været i gang med at sætte sit præg på stedet. Mohammad er født og opvokset i Aarhus og har arbejdet både i Danmark og Sverige. Nu er han vendt tilbage til Aarhus-området, hvor han sammen med sin kone og 2 børn, har bosat i Hornslet.

Sam’s Pizza fortsætter med at hedde Sam’ Pizza, og Mohammad har allerede flere idéer, som han gerne vil realisere. Her fra en start kan han løfte sløret for, at menukortet vil blive opdateret, så der kommer nye retter på kortet – måske endda vegetarretter. Men bare rolig – de populære klassikere vil fortsætte. Til næste år påtænker Mohammad at udvide sortimentet med lidt kioskvarer, så vi ud over et par pizzaer også kan få leveret lidt mundgodt til den søde eller salte tand. Og vi er alle velkommen til at fortælle Mohammad, hvad vi helst vil bestille af kioskvarer, så han tage det med i sine overvejelser.

Mohammad elsker fodbold, så nu er der kommet bordfodbold i pizzariet, hvor vi alle kan tage en lille kamp, mens vi hygger os med varme pizzaer, eller venter på at afhente aftensmaden. Og på spørgsmålet om Mohammads favoritfodboldhold, så er det helt klart Real Madrid, hans hjerte banker for. Så mon ikke der fremover bliver nogle gode fodboldsnakke i pizzariet.

 

/Kaj Jensen, Formand for Todbjerghus

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder, Todbjerghus. Bogmærk permalinket.